Mobning og mistrivsel blandt børn og unge
Mobning

Definitionskamp – hvad er mobning?

Mobning er et værdiladet ord – og et ord som ingen har lyst til at være forbundet med. Ved fænomenet mobning ser vi derfor typisk, at der opstår fastlåsthed, når de voksne fanges i en definitionskamp, hvor fokus er på, om situationen kan defineres som værende mobning eller ej. Det er dog langt fra særlig konstruktivt, når de voksne insisterer på at ville definere situationen som mobning, før de skrider til handling.

Mobning er de voksnes ansvar

Mobning er børnenes og de unges problem, men de voksnes ansvar. Det betyder, at ALLE de voksne – både forældre og fagpersoner – har ansvar for at hjælpe og guide fællesskabet i ny retning. At nogen holdes ude af fællesskabet er tegn på, at fællesskabet har brug for hjælp.

Frustrerede forældre

Idet definitionsmagten oftest ligger hos skolen, oplever nogle mobbede og deres forældre, at deres klage ikke bliver taget alvorligt, men derimod søges defineret som noget andet og ofte mindre alvorligt.

Forældrene og den mobbede føler, at de står med en uforrettet sag, især hvis læreren eller skoleledelsen ikke handler aktivt i forhold til samspilsproblematikkerne eller ikke tager mobningen alvorligt. 

På den måde kan de voksnes sprog uforvarende komme til at spænde ben for løsninger i børne- og ungefællesskabernes sociale udfordringer, idet sproget er med til at forme betydningen af en given situation og samtidig påvirker vores handlinger.

Mobning kan ramme alle

Mobning handler om plads på den sociale rangstige. Det er noget, der opstår, når fællesskabet stikker af i en usund retning. Et usundt mønster der er blevet skabt som det, man kan være fælles om. Og det kan ramme alle.

Mobning handler ikke om det enkelte individ

Mange ser stadig mobning som noget, der foregår mellem to eller flere personer, og hvor der er en mobber og et mobbeoffer – på trods af forskning som peger på det usunde fællesskab som årsagen til de sociale problemer.

Sædvanligvis startes en proces op, der handler om at finde ud af, hvem der gør hvad, hvordan, hvor og hvor ofte. Mobberamte fortæller os, at denne proces ofte også indeholder et hvorfor-element. Det lader det til, at der ledes efter noget i de involveredes personligheder eller adfærd, der kan forklare situationen. Det føles som et dobbelt slag i ansigtet for den mobbede, der i værste tilfælde kan begynde at tro på, at det er noget i egen personlighed, der er grund til mobningen.

Derudover ved vi, at mobbede ofte føler, at de ikke bliver hørt og forstået, og de fortæller os, at det føles som om, ingen tror på det, de fortæller. Uanset om dette er korrekt eller ej, så er det den følelse, mange mobbede står tilbage med.

Tendensen til at ville placere skyld er derfor ikke konstruktiv, når vi taler mobning. Ved alle former for social mistrivsel skal der hjælp til både fællesskabet og den enkelte.

Det er let at føle sig ensom

Unge, der bliver mobbet, ved ofte ikke, hvad de kan gøre for at stoppe det. Gode råd som: ”Du skal bare ignorere det, så går det over” hjælper ikke, og det er let at komme til at føle sig ensom og udsat.

Sociale misforståelser kan blive til mobning

Der kan sagtens være udfordringer i fællesskaber, uden at det nødvendigvis er være mobning. Helt almindelige sociale misforståelser kan udvikle sig til social uro og ubalance. Det kan vokse sig til eksklusion og mobning, hvis der ikke bliver taget hånd om trivslen og fællesskabets evner til at være rummelige og tolerante.

I mobbende fællesskaber er det ikke kun den, der bliver mobbet, som rammes. Faktisk skaber mobning en utryg kultur for alle i fællesskabet. Når børn eller unge i fællesskabet ikke siger fra over for mobning, er det derfor ikke, fordi er ligeglade med, hvad der foregår, men fordi fordi mobning gør alle utrygge og bange for at være den næste, der står for skud.

Ved mobning sker der også det, at grænserne for, hvilken adfærd der er ok, og hvilken adfærd der er grænseoverskridende eller krænkende, rykker sig. For at stoppe mobning må vi derfor kigge på fællesskabets mønstre først.

Vogterkultur

Et tegn på, at et fællesskab er på afveje, er, når der opstår en såkaldt vogterkultur, hvor man er forsigtig med at stå frem og stå ved sig selv – det kan f.eks. vise sig i måden, man klæder sig på, taler på eller tænker på.

Nogle gange kan en stille klasse være et tegn på, at der er opstået en vogterkultur, hvor ingen tør byde ind.