Mobning

Mobning handler ikke om dig

Unge, der bliver mobbet, ved ofte ikke, hvad de kan gøre for at stoppe det.

Gode råd som: ”Du skal bare ignorere det, så går det over” hjælper ikke, og det er let at komme til at føle sig ensom og udsat.

Måske synes du også, det er svært at fortælle, at du bliver mobbet til andre? Måske har du faktisk fortalt det, men det har alligevel ikke hjulpet?

Du skal vide, at mobning slet ikke handler om dig. Om hvem du er, hvordan du ser ud, eller hvad du gør.

Mobning handler om plads på den sociale rangstige. Det er noget, der opstår, når fællesskabet stikker af i en usund retning. Et usundt mønster der er blevet skabt som det, man kan være fælles om.

Og det kan ramme alle.

I mobbende fællesskaber er det ikke kun den, der bliver mobbet, som rammes. Faktisk skaber mobning en utryg kultur for alle i fællesskabet – man kunne kalde det en vogterkultur – hvor ingen tør vise sig, som den de er.

Det er ikke, fordi de andre er ligeglade med, hvad der foregår, at de ikke siger fra, men fordi mobning gør alle utrygge og bange for at være den næste, der står for skud.

Ved mobning sker der også det, at grænserne for hvilken adfærd, der er ok, og hvilken adfærd, der er grænseoverskridende eller krænkende, rykker sig.

For at stoppe mobning må vi derfor kigge på fællesskabets mønstre først. 

Sociale misforståelser kan blive til mobning

 

 

Svært være dig selv i fællesskabet?

Der kan sagtens være udfordringer i fællesskaber, uden at det nødvendigvis er være mobning. Helt almindelige sociale misforståelser som opstår, som kan udvikle sig til sociale uro og ubalance.

Det kan vokse sig til eksklusion og mobning, hvis der ikke bliver taget hånd om trivslen og fællesskabets evner til at være rummelige og tolerante.

På samme måde kan det være rigtigt svært at finde en plads til sig selv i gruppen. Og svært at være sig selv og vise sig selv, som den man er.

Et ekskluderende fællesskab hvor der ikke er plads til alle, er et utrygt fællesskab for alle. Ikke bare for dem som bevæger sig i udkanten af fællesskabet. Alle i fællesskabet vil være utrygge fordi det er tydeligt at der er skabt en kultur hvor der ikke er plads til alle.

Et tegn på at et fællesskab er på afveje er når der opstår en vogter-kultur hvor man er forsigtig med at stå frem og stå ved sig selv. Det er i sådan en kultur vigtigt ikke at vise, at man er "sig selv" eller på nogen måder anderledes end de andre - det kan fx vise sig i måden man klæder sig på, taler på eller tænker på.

Nogle gange kan en stille klasse være et tegn på, at der er opstået en vogter kultur hvor ingen tør byde ind.

Det er godt at træne tolerance for forskelligheder i fx en klasse. Det kan trænes ved, at læreren laver nogle forløb for klassen med netop det formål. Eller ved at tale sammen i klassen om, hvilke styrker der ligger gemt hos de forskellige elever i klassen, og hvordan fællesskabets bånd vokser i styrke, ikke på trods af forskellighed, men på grund af forskellighed. Ligesom klassen kan bygge en fælles historie omkring, hvor sejt det er at være anderledes – at være 100% sig selv.

Man kan også selv træne sin forståelse for andre, accept af andre og sin åbenhed for nye venskaber. Det kan man gøre ved fx at beslutte sig for at øve sig i at se situationer fra andres synspunkter, at få øje på gode egenskaber i en anden og ved fx at tale med en, som man ellers ikke taler med normalt.

Du skal vide, at langt de fleste unge oplever perioder, hvor de tvivler på, om de har en god og tryg plads i fællesskabet. Helt almindelige bevægelser der forekommer i gruppedynamikker kan give periodevis usikkerhed i gruppens medlemmer.

Er det mobning? Eller noget andet?

Hvordan finder man ud af, om noget er mobning eller dril?

Hvad er det, der er til stede i de grupper, hvor mobning opstår? Hvilke betingelser giver plads til mobning?

Mobning lægger op til rigtig mange spørgsmål hos os alle.

Og nogle af de helt store spørgsmål er:

  • Hvem hjælper, når mobning rammer?

  • Hvad kan man gøre for at forebygge og stoppe mobning?

  • Og hvem skal sørge for, at det bliver gjort?

    Mobning er børnenes og de unges problem, men de voksnes ansvar. Det betyder, at ALLE de voksne har ansvar for at hjælpe og guide fællesskabet i ny retning.

    At nogen holdes ude af fællesskabet er tegn på, at fællesskabet har brug for hjælp. Det er ikke altid særligt konstruktivt, når de voksne insisterer på at ville definere situationen som mobning, før de skrider til handling.

    Mobning er et værdiladet ord – og et ord som ingen har særlig meget lyst til at være forbundet med. Mange ser stadig mobning som noget, der foregår mellem to eller flere personer, og hvor der er en mobber og et mobbeoffer.
    Sådan hænger det ikke sammen. Det ved vi i dag, fordi der har været masser af forskning i mobning.

    Ved alle former for social mistrivsel skal der hjælp til fællesskabet og den enkelte.